BMS Herlev søger en struktureret administrativ medarbejder til at understøtte klubbens drift og udvikling
Basketklubben BMS Herlev er en af landets største basketballklubber med næsten 500 medlemmer. Klubben har gennem de sidste mange år været en af de toneangivende klubber, og har store ambitioner om fortsat, igennem de næste mange år, at være et fyrtårn inden for dansk basketball. Klubben er en helhedsklub i balance, hvor der spilles bredde- og elitebasketball i alle aldersgrupper, og hvor vores medlemmer kontinuerligt udvikles og udfordres på hver deres niveau.
Konkret søger vi en administrativ medarbejder til at understøtte bestyrelsen, klubbens forskellige udvalg samt klubbens sports- og elitechefer i deres frivillige arbejde. Klubben har en lang række forskelligartede driftsopgaver, koordineringsbehov og forpligtigelser over for samarbejdspartnere. Det er dette arbejde som du primært skal hjælpe os med.
Opgaverne vil hovedsagelig bestå af løbende kontakt og koordinering med forbund, klubber, kommuner, trænere, ledere og sponsorer. Herudover har klubben en lang række udviklingsopgaver i klubben, hvor du vil skal være tovholder på samt bistå med udarbejdelse af ansøgninger og strategier.
Vi tænker, at du er en person, der brænder for foreningslivet i Danmark, er god til at arbejde effektiv og struktureret, og kan have mange bolde i luften. Du vil skulle arbejde tæt sammen med bestyrelsen, sports- og elitechefen samt diverse udvalg, men som eneste lønnede medarbejder i administrationen vil du som udgangspunkt skulle arbejde fysisk alene. Det er ikke en forudsætning, at du kender Dansk Basketball Forbund, men du må gerne have et godt kendskab til foreningsarbejde i Danmark.
Ud over et meget afvekslende arbejde, med masser af forskelligartede opgaver kan vi tilbyde, at du bliver en del af et fantastisk team, i en klub med et stærkt sammenhold, og hvor foreningslivet og det sociale er i top.
Stillingen er en halvtidsstilling på ca. 15 timer om ugen, og vil udover de ca. 8-10 årlige bestyrelsesmøder (som ligger om aftenen) foregå i den normale arbejdstid.
Lønnen vil blive aftalt efter kvalifikationer. For nærmere information skriv til formand@bmsherlev.dk
Forventet start hurtigst muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig.