Forfatter: BMSHerlev

Vi søger en træner til U12-drenge

Vores U12 drengegruppe er i denne sæson vokset fra ca. 20 til næsten 40 drenge. For at sikre at alle vores spillere får de rette træningsmæssige udfordringer og optimale fysiske rammer, har vi valgt at dele U12-gruppen over i to. Selve træningen er niveauinddelt, men hele gruppen deler hallen, således at vi sikrer en social sammenhængskraft og synergi mellem de to grupper.

Den gruppe, vi søger en træner til, træner onsdage 16.15 i Herlevhallen og fredage 16.00 i UCC hallen i Skovlunde. Holdet tilmeldes til Grandprix efter nytår.

Om dig

Vi søger en træner, som har stærke pædagogiske kompetencer og lyst til at introducere og fastholde flest mulige spillere til basketball og BMS Herlev. En af dine hovedopgaver bliver desuden løbende at rekruttere nye spillere til holdet.

Du behøver ikke nødvendigvis have stor trænererfaring, men du skal have mod på at tage autoritet og ansvar for træningen og samtidig lære holdet til at spille basketball i en klub som vores. Vi forudsætter et vist kendskab til basketball og hjælper dig med nødvendig træneruddannelse samt med at blive integreret i trænergruppen.

I BMS Herlev vægter vi også spillernes trivsel og at de indgår i de mange sociale aktiviteter, som vi løbende gennemfører hen over året på tværs af årgange og hold. Det er vigtigt, at du bakker op om klubbens fællesskab som en del af holdets identitet.

Samtidig lægger vi vægt på, at du af natur er samarbejdsorienteret i den løbende dialog og planlægning med de øvrige U12-drenge trænere og sportschefen.

Eftersom mange af holdets spillere er nye, vil der ligge en væsentlig opgave i at etablere et godt samarbejde med forældregruppen og sikre en god og informativ kommunikation via bl.a. holdsport. Du har klubbens opbakning til også at stille krav til spillere og forældre om at bidrage væsentligt til de aktiviteter, som er nødvendige for holdets og klubbens drift.
Holdet skal i 2017 til at spille Grandprix og det vil også blive en af dine opgaver at tage med holdet til kampe på hjemme- og udebane for at coache drengene til gode oplevelser i forbindelse med GP-stævnerne.

Du vil komme til at referere til klubbens sportschef.

Vi håber, at du har fået mod på at høre mere om trænerjobbet som U12-drenge træner. Hvis du er, kan du kontakte sportschef Henrik Koll på 71 72 95 31 eller mail koll.henrik@gmail.com.

Vi ønsker dig tilknyttet til holdet og klubbens hurtigst muligt. Vi yder et trænervederlag efter aftale.

Ungdomslandshold

Fem BMS Herlev-spillere forsvarer Danmark i international basketturnering

I weekenden var Danmark vært for North Sea Development Basketball Cup, som er en FIBA-turnering for U15-landshold med deltagelse af Holland, Tyskland, Sverige og Danmark. BMS Herlev har hele fem spillere udtaget til landsholdene. På U15 damelandsholdet er det Katrine Jessen, Julie Aagaard Thomsen, Julianna Okosun og Emilie Gudmand, og på U15 herrer er Andreas Edholm Mortensen udtaget.

3 U16 herrespillere til EM
BMS Herlev er stærkt repræsenteret i U16-herrelandsholdstruppen, der  onsdag den 10. august tager til Sofia for at forsvare de rød-hvide farver ved EM. De tre spillere, der er udtaget er Tue Bourgeat, Samuel Hertel og Jakob Bredo, som er blevet udtaget til landsholdstruppen.

Fomsgaard mini cup en succes

Fomsgaard Mini Cup var igen i år en stor succes med i alt 57 deltagende hold fra Danmark og Sverige – 137 kampe blev der spillet i Rosenlundhallerne, UCC hallen og i Herlevhallerne 🏀🏀🏀 Om lørdagen havde vi kampe i gang på 7 baner på én gang 🙂

Tak til alle forældre, klubbens ældre spillere og Wolfpack som har været med til at hjælpe før, under og efter stævnet med henholdsvis planlægning, indkøb, være halansvarlig, sidde ved dommerbord, dømme, være speaker, stå i bod, donere til boden samt oprydning. Uden alle jer frivillige havde det været umuligt at afholde et så stort stævne 👍🏻😊.

En særlig stor stor tak til Fomsgaard Gulve, som har sponsoreret FOMSGAARD MINI CUP, og gjort det muligt for BMS Herlev at afholde endnu et ungdomsstævne – MANGE TAK!

I kan se billeder fra weekenden her Billeder fra weekenden

Resultaterne kan du finde her Resultater Fomsgaard Mini Cup 2017

Vi ses næste år til Fomsgaard Mini Cup 2017 🙂