Forfatter: BMSHerlev

Sikke en fest vi havde i år

Sikke en fest vi havde i år 🔵💙🎉

Vi var 260 BMS Herlev’ere samlet for at fejre samt afslutte sæsonen med manér 🎉, og det må man sige at vi gjorde godt 🎉🎶🔵💙
En kæmpe stor tak til vores altid sceneglade Søren som igen i år var festens vært 🙏🏻 Lady Gaga go home 😂 Vi glæder os allerede nu til at se næste års start på festen 🤗 Hvad mon Søren kan finde på 🥳
Også en kæmpe stor tak til Ole som var fotograf under kåringerne og middagen igen i år 📸🙏🏻
Billederne kan ses på facebook og Instagram.

Til slut vil vi ønske alle en god sommer – på gensyn i august ☀️

Ellen Iversen til BMS Herlev Wolfpack

Klubbens Dameligahold bliver forstærket til den kommende sæson!

Det er landsholdsspilleren Ellen Iversen, der har valgt at fortsætte karrieren her hos os i BMS Herlev, hvilket er en fantastisk nyhed.
Ellen er 21 år og har netop afsluttet et år i USA, hvor hun spillede college basket for Molloy College i New York.
Før Ellen rejste til USA spillede hun ligabasket for Virum, og i netop Virum var hvor hun fik sin basketballopdragelse.

Ellen er en klar forstærkning af dameholdet, og er dog også netop blevet udtaget til A-landsholdets bruttotrup frem mod EM kval. kampene til efteråret – ligesom Katrine Jessen er blevet det!
Sportschef Jesper Lundin udtaler: ”At Ellen har valgt at spille her i BMS Herlev er vi stolte over! Ellen har været på udkig efter en klub, hvor hendes fortsatte udvikling vil være i højsædet. Vi har 2 fantastiske trænere i Sam og Kimberly, og konceptet her hos os er netop udviklingen af den enkelte spiller. Jo bedre den enkelte spiller bliver, jo bedre bliver vi som hold – og dermed flere og flere sejre!

Vi kører uden udenlandske spillere igen den kommende sæson, så alt ansvaret, de svære/vigtige afslutninger og forsvar på modstandernes profiler skal derfor udføres af vores danske spillere, hvilket i den grad gør dem stærkere og bedre + at vi spiller udfordrende basket i begge ender af banen”

Vi glæder os til at se Ellen i aktion når sæsonen starter til oktober, og vi har ud over det sportslige også fået en super vellidt, udadvendt og glad ”pige” som nyt medlem af BMS Herlev familien.
Et stort velkommen til Ellen👍👏😊

BMS Generalforsamling

Generalforsamling BMS

Dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Beretning om klubben i sæson 2018/19
3. Fremlæggelse af revideret regnskab
4. Fremlæggelse af budget for det kommende år
5. Fastlæggelse af kontingent for det kommende år
6. Forslag fra Bestyrelsen (se forslag om vedtægtsændringer)
7. Forslag fra medlemmer (skal fremsættes senest 17.juni 2019 til formand Steen Jessen: sj@bmsherlev.dk
8. Valg af formand, kasserer og øvrige bestyrelsesmedlemmer
9. Valg af revisor
10. Eventuelt

Med venlig hilsen
Steen Jessen
Formand

Praktiskinfo:
Dato: 24. juni 2019
Tid:   19.00 – 20.00
Sted: Fritter 3 – Skovlunde skole (tidl. Rosenlundskolen) – indgang overfor Ny hal
Bilag:
Til punkt 6: forslag fra bestyrelsen vedr vedtægtsændringer til § 7, § 8 og § 14.
</a>
Vigtigt:

§ 9 Generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Ordinær Generalforsamling afholdes hvert år i 2. kvartal. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 2 ugers varsel.
Forslag fra medlemmer til behandling på generalforsamling skal fremsættes skriftligt og være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Alle klubbens medlemmer fra og med 16 år og opefter, som møder personligt op på generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestance, har stemmeret på generalforsamlingen. Medlemmer kan, indtil de er myndige, være repræsenteret af forældre eller værge. Ingen kan stemme ved fuldmagt.

Se Vedtægter for BMS her 

BMS Herlev forlænger med succes-duo

BMS Herlev er meget glade for at kunne fortælle, at Sam Tamargo og Kimberly Nørgaard fortsætter som trænere for Wolfpack Dameliga-holdet i næste sæson.

De to trænerprofiler har i den nyligt afsluttede sæson ført landets suverænt yngste Dameliga-trup med en gennemsnitsalder på 17 år til en flot 6. plads i Ligaen og helt til semifinalen i pokalturneringen. I gruppespillet slog Wolfpack-damerne de senere suveræne danske mestre fra BK Amager. Arbejdet med at udvikle holdets mange talenter bliver altså videreført også i sæsonen 2019-2020 og det er både klubbens sportslige ledelse og spillerne meget tilfredse med.

Sportschef Jesper Lundin udtaler: ”Vi er virkelig stolte over at kunne indgå en ny aftale med Sam og Kimberly. De har imponeret hele basket-Danmark med indsatsen for vores Liga-damer, hvor et kombineret fokus på individuel spiller-udvikling i den daglige træning og kollektiv indsats på kampdagen har givet flottere spil og bedre resultater, end vi havde turdet håbe på. Vi føler selv, at vi kunne spille helt lige op mod selv de bedste hold undervejs. Det kan vi i høj grad takke Kimberly og Sam for.

Vi glæder os vildt meget til september, hvor vi atter vil udfordre alle Liga-modstandere og underholde holdets fans med seværdig basketball. BMS Herlev fortsætter med en meget ungt trup og det kan vi gøre i fuld fortrøstning til, at vi med DM-sølv til U19-damerne og danske mesterskaber til både U17- og U15-damerne har fremtidens talenter hos os.”

Holdets nestor, 22-årige Cecilie Jessen, tilslutter sig: ”Jeg er selv en af dem, som i vores evalueringsproces har peget på Sam og Kimberly som de helt rette til at stå i spidsen for Wolfpack Dameliga-holdet. De supplerer hinanden godt, og Sam er rigtig, rigtig god til at fokusere på, hvor vi hver især som spillere skal udvikle os. Måske den bedste i Dameligaen. Det er fedt, at vi spillere kan se frem til at blive bedre også i næste sæson. Det bliver rigtig godt, er jeg sikker på.”

Head coach Sam Tamargo udtaler: ”Sidste sæson var pigernes første i Dameligaen, hvor de overraskede alle i basket Danmark inklusiv dem selv! Vi spillede noget udfordrende og friskt basket, hvor det over hele sæsonen var tydeligt at følge den markante udvikling som pigerne gennemgik! Vi vandt en del flotte sejre, og kun i få af vores nederlag var vi uden chance for at vinde. Nu er vi alle blevet 1 år rigere på erfaring, så det er en spændende sæson vi går i møde, hvor pigerne ved hvad de går ind til. Konceptet med at pigernes personlige udvikling er i højsædet fortsætter. Vi går ikke på kompromis med destruktivt basket for at få et par sejre mere. Holdet ser stærkere ud end sidste sæson, og Kimberly og jeg glæder os meget til at komme i gang”