Forfatter: BMSHerlev

Forrygende weekend på Amager

I den forgangne weekend deltog klubben som altid til traditionsstævnet Amager Cup.

Amager Cup er det der kaldes et preseason/træningskamp stævne, hvor mange hold spiller de første kampe efter en lang sommerferie. De fleste hold har kun været i gang en lille måneds tid, så det er altid dejligt at komme i gang igen.

Alle hold bruger stævnet til at få lidt kampe i benene igen med masser af spilletid til alle de forventningsfulde ungdomsspillere, og samtidig få lært nye trænere og måske nye måder at spille på. Amager Cup er for U15, U17, U19 og i alt 75 deltagende hold. Der er både Mesterrækkehold og grandprixhold med. Vi havde 9 hold med i turneringen.

Vores U15 drenge grandprix og U15 piger grandprix spillede nogle super flotte kampe og havde en super lærerig weekend.

U15 pige grandprix kom helt til finalen i B slutspillet, hvor det blev til flotte sølvmedaljer, mens U15 drenge grandprix holdet tabte en gyser 1/8 finale i B slutspillet, hvor hele hallen kogte.

Vores 6 mesterrækkehold vandt alle Amager Cup! Det er første gang nogensinde, at samme klub er med i alle 6 finaler og tilmed vinder alle 6 rækker – super flot!
I U17 damerækken var vores hold delt i 2, der mødte hinanden i semifinalen!
Vi er kun i starten af september og sæsonen er kun lige startet, men det var en lovende start 😊

Træner kick-off

Søndag den 19. august holdt vi kick-off møde for BMS Herlevs træner-gruppe i Klubberen.

Den efterhånden store gruppe af gode trænere består både af velkendte ansigter og en række nye folk rekrutteret såvel internt som eksternt. De nytilkomne fik en hjertelig modtagelse og velkomst til trænerkollegiet, vi glæder os meget til samarbejdet.

På mødet fortalte den sportslige ledelse bl.a. om de kommende aktiviteter i efteråret, administrativ bistand fra klubben, forventninger til kommunikation og adfærd, praktiske oplysninger til dagligdagens trænergerning, vores nye Wolfpack-setup og en redegørelse fra Talentudvalget for vores strategiske indsatsområder i de kommende år.

Så med Fomsgaard Cup lige om hjørnet, kommende A-landskamp i Ballerup Super Arena, stævnedeltagelser henover sæsonen, træneruddannelse og trænerlicens samt gensidig støtte og inspiration til og fra de tre Wolfpack-hold var der rigeligt på dagsordenen til at udfylde de to timer.

Heldigvis blev der også tid til hygge og fælles spisning, inden der igen var opbrud for at komme hjem.

Forude venter endnu en forrygende sæson. Det bliver godt.

Stor trænerprofil til BMS Herlevs damer

Sam Tamargo bliver ny head coach for Wolfpack Damer og U15 piger

Basketballklubben BMS Herlev har ansat Sam Tamargo som head coach for klubbens seniordamehold og U19 damehold for den kommende sæsonen 2018/19. Ansættelsen er en klar oprustning af klubbens ambitioner om at være en del af elitebasketball i Danmark også på damesiden.

Sam er en kending af dansk basketball, både som spiller og træner. Han har tidligere været træner i Glostrup Basket og hos BK Amager, hvor han i sæsonen 2016/17, blev kåret af sine trænerkolleger i Dameligaen som årets træner. Det er derfor en erfaren og respekteret herrer der i den kommende sæson skal stå i spidsen for BMS Herlevs satsning på damesiden.

BMS Herlevs formand Steen Jessen og formand for klubbens Talentudvalg Michael Viehweg udtaler i fællesskab:

“Vi er meget stolte og glade for, at det er lykkedes at tiltrække en så stærk trænerkapacitet som Sam til vores klub. Vi er sikre på, at det vil styrke vores fortsatte arbejde på at udvikle gode damespillere og talentfulde ungdomshold”

For at sikre den røde tråd i BMS Herlevs ungdomsarbejde skal Sam også være head coach for klubbens U15 damer i den kommende sæson, ligesom han vil indgå i et tæt samarbejde med head coachen for U17 damerne, Jesper Lundin for at sikre den gode overgang fra ungdoms til seniorbasketball.

Jesper Lundin udtaler: “Vi mener i al beskedenhed, at BMS Herlev har nogle af Danmarks stærkeste ungdomshold både på drenge og pigesiden, og med signingen af Sam fra 1. august 2018 ser vi meget trygt på fremtiden for vores talentfulde pigehold.”

BMS Herlev er for tiden i gang med at undersøge grundlaget for at fremrykke klubbens sportslige strategi for dameholdet, så klubbens seniordamer allerede fra den kommende sæson skal prøve kræfter med det højeste danske niveau i Dameligaen. Det er endnu ikke helt afklaret om holdet allerede tørner ud i Dameligaen for sæsonen 2018/19.

Formand Steen Jessen fortsætter: “Uanset om vi spiller i Dameligaen eller fortsætter i 1. division Øst, vil vi videreføre udviklingen og konsolideringen af klubbens elitearbejde på seniorniveau som en del af Wolfpack organisationen. Derfor er det min klare forventning, at klubbens to bedste seniorhold for herrer og damer i den kommende sæson bliver kendt som BMS Herlev Wolfpack.”

Sam går i den nærmeste fremtid i gang med at forberede holdene til den nye sæson og glæder sig allerede. “I’m happy to join BMS Herlev, and have the opportunity to coach a group of very talented players for this upcoming season. I’m looking forward to get started.”

For yderligere oplysninger kan BMS Herlevs formand, Steen Jessen kontaktes på: sj@bmsherlev.dk