Status på mesterrække holdene

Sportsligt går sæsonen ind i den afgørende fase for vores mesterrækkehold, og det går rigtig godt, kan vi vidst roligt konkludere 🙂

Vi kan konstatere, uden at andre klubber kan føle sig ramt, at vi ikke bare bliver flere og flere medlemmer med et enormt højt aktivitets niveau i klubben, men også sportsligt har Danmarks stærkeste ungdomsafdeling!

Vi er med helt fremme i toppen af alle mesterrækker, med undtagelse af U19 dame rækken. Læs her lidt status på vores super dygtige ungdom…

U12 drenge: Holdets trænere, Claes, Patrick og Fomse, har på rekord tid fået skabt en stor gruppe spillere, der kan en masse ting med bolden. Der er en teknik, en arbejdsiver, en smittende spilleglæde, der gør det til en fornøjelse at se drengene spille.

U12 drenge mesterrækken er meget tæt, og de fleste hold i toppen kan slå hinanden på en god dag. Vores drenge ligger lige nu nr. 1, men ender formentlig på en 3.- 4. plads, hvilket er specielt imponerende taget i betragtning af, at der kun er 2 årgang 05 på holdet. Resten er 1. års U12’ere.

Alle holdene i mesterrækken går i slutspillet.

Der er masser af potentiale i den her store gruppe drenge, og vi glæder os til at følge dem i resten af sæsonen og sæsonerne fremover.

Holdet glæder sig til påske, hvor de skal til Nordiske Mesterskaber for klubhold, Scania Cup, og rigtig vil blive udfordret af specielt de stærke finske hold.

Holdet har allerede været i finalen til Fomsgaard Mini Cup, Lundaspelen og Amager Mini Cup, så det skal blive spændende at se 🙂

U12 pigerne: I modsætning til drengerækken, er der mange pigehold(trænere) der af uforklarlige årsager ikke ”tør” lade deres hold deltage i Mesterrækken.

I U12 pige Mesterrækken var der 4 hold til at starte med, men Værløse og Sisu har netop trukket deres hold, så nu er der kun Amager og vores tilbage.

Et samarbejde med de dygtige svenske Lobas piger gør dog, at der vil blive afholdt et par 3-holds stævner inden sæsonen afsluttes med en finale mod Amager til U12 slutspilsarrangementet.

Det betyder, at vores piger er top 2 i Danmark.

Det bedste er dog den udvikling pigerne har gået igennem. Der er høj fokus til træningerne, hvor pigerne virkelig knokler igennem. Den arbejdsindsats vil altid bliver belønnet.

U12 pigerne har pænt takket nej tak til Scania Cup, da de ikke er nok 05’ere. I stedet er flere af spillerne med på U13 pige holdet til Scania.

U12 pigerne vandt Fomsgaard Mini Cup, vandt Lundaspelen i U11 rækken, var i finalen til Amager Mini Cup og vandt Jerichow Cup!

U14 drengene: I U14 drenge Mesterrækken har der været rigtig mange hold med, og før nytår kvalificerede vores drenge sig til den bedste Mesterrække efter nytår.

Efter nytår har Nannas drenge gjort det lige så flot, og skal blive ramt af sort uheld, hvis ikke holdet kvalificerer sig til Final 4.

Det ser lovende ud, da drengene lige nu ligger på en 2. plads efter sejre over de tidligere Scania Mestre fra Virum med 20 point, Falcon, Amager og Gladsaxe. Kun Sisu virker et skridt foran de øvrige 5 hold i den bedste Mesterrække – men ikke et langt skridt…

Ud over at vores drenge er super seje, har vi et bredt hold med ikke kun 1-2 dygtige spillere, men med mange dygtige spillere!

Drengene vandt Amager Cup, tabte med 3 point i pokalturneringen til de senere suveræne vindere fra Sisu, og røg ud i Lund semifinalen efter et overtids nederlag til de senere vindere fra Amager.

Drengene skal også med til Scania Cup, hvor de glæder sig til at møde en masse andre dygtige hold, og så bliver det spændende hvad evnerne rækker til 🙂

U14 pigerne: U14 pigerne er ubesejrede over hele sæsonen, og udviklingen har kun været opadgående. Pigerne har endnu ikke tabt i Mesterrækken og meget skal gå galt, hvis de ikke skal ende på 1. pladsen. Sæsonen afsluttes med et Final 4, så intet er afgjort, da specielt Amager og Stevnsgade også har nogle stærke hold!

Holdet har vundet landspokalturneringen, vundet Lundaspelen i både U13 og U14 rækken, vundet Blackeberg Cup i Stockholm, vundet Amager Cup, vundet Jerichow Cup. Holdet har spillet træningskampe mod de 2 bedste U15 hold i Danmark og vundet dem begge.

Holdet glæder sig til Scania Cup, hvor de stiller op i både U13 og U14 rækken

U16/17 herrerne: U16 og U17 herrerne er bortset fra 3 spillere, det samme hold. Truppen består af små 20 spillere, og de fleste er inde over mesterrækkekampene i forskellige omfang.

U16 herre mesterrækken var før jul delt i 3 puljer, hvor de 2 bedste fra hver pulje kvalificerede sig til den bedste mesterrække efter jul. Top 4 går i Final 4, og selvom holdet mangler 4 kampe, er de sikre på en plads.

Holdet vandt Amager Cup og var i landspokalfinalen, hvor det blev til et yderst knebent nederlag til Horsens.

U17 herrerne har overrasket de fleste, for selvom holdet mistede et par af de store spillere til henholdsvis EVN og Stenhus College før sæsonen, har drengene alligevel vundet den landsdækkende Mesterrække efter kun et enkelt overtids nederlag.

Som skrevet tidligere, er der kun 3 rigtige U17 spillere på holdet. Resten er U15/16.

Holdet vandt også Landspokalturneringen. DM kvartfinalerne starter om 2-3 uger, og det skal blive spændende at følge. Inden da skal drengene til Scania Cup, hvor de stiller op i både U16 og U17 rækken – det bliver spændende!

U16/17 damerne: Det er lidt samme historie som med herrerne. Her er der dog kun en enkelt U17 spiller på holdet – resten er U16 damer!

U16 damerne er ubesejrede i Mesterrækken efter en flot sæson! Holdet mangler 3 kampe, men er sikre på en Final 4 plads.

Holdet var i Landspokalfinalen, hvor det blev til et tæt nederlag til Åbyhøj.

Pigerne vandt Amager Cup og Jerichow Cup. Holdet har gjort det fantastisk i den internationalle EGBL turnering, hvor pigerne har kvalificeret sig til Super Finals i slutningen af maj.

Pigerne skal dog først til Scania Cup i påsken!

U17 damerne endte på 2. pladsen i den landsdækkende U17 mesterrække, og skal møde EVN i kvartfinalen.

I pokalturneringen blev det til et ærgerligt nederlag til Værløse på 3 point, men stadig imponerende at vores piger har indhentet Værløses ældre og lidt mere hypede piger 🙂

U19 herrerne: U19 herrerne har netop vundet den landsdækkende U19 Mesterrække og skal i DM kvartfinalen om 2-3 uger møde vinderen af Hørsholm-Stevnsgade.

Holdet er et virkligt talentfuld hold, hvor størsteparten af drengene er U19 igen næste sæson.

En håndfuld af drengene er også en del af Wolfpack holdet!

Coach Strøh og Tamjidi har formået at få stort set alle i truppen ind over holdet, hvilket har gjort udviklingen stor og det er et super homogent hold!

U19 herrerne var også i både Lundaspelen finalen og Landspokalfinalen, men måtte se sig besejret i begge finaler 🙁

U19 herrerne skal også til Scania Cup lige om lidt, hvor de glæder sig til en masse hårde kampe!